The Persistence of Memory: Dalí og lommeuret

Introduktion

Salvador Dalis ikoniske maleri The Persistence of Memory er muligvis et af de mest berømte kunstværker i hele verden, sammen med Da Vincis Mona Lisa, Picassos Guernica og et par andre - og bestemt er det mest genkendelige surrealistiske maleri, der nogensinde er skabt.

Når alt kommer til alt, uanset om du kender din barok Braque eller ej, er disse mærkeligt smeltende fob-ure øjeblikkeligt genkendelige. ...så meget, at The Persistence of Memory stadig refereres og parodieres i kunst, litteratur og populærkultur, mere end 80 år senere.

Men hvordan kan dette (ret lille) maleri kunne have vakt sådan interesse på globalt plan? Hvad gør Dalis billedsprog så anderledes end andre surrealistiske kunstnere på hans tid, eller faktisk nu?

Og hvad betyder disse bløde fobster-ure? Hvem mimer at smelte?

Erindringens vedholdenhed af Salvador Dali

For at besvare alle disse spørgsmål, lad os først tage en hurtig tur til 1931, året The Persistence of Memory blev malet.

I 1931 havde Salvador Dali allerede deltaget (og var blevet udvist fra ) San Fernando Art Academy i Madrid. Han var 27 år gammel og boede i et nyligt købt fiskerhus i byen Port Lligat ved Middelhavet sammen med sin kommende kone, Gala.

Han var meget langt fra det centrale Spanien - faktisk var hans sommerhus kun 25 miles syd for den fransk-spanske grænse. Men Dali havde allerede besøgt Paris flere gange og var begyndt at eksperimentere med den begyndende surrealismebevægelse.

Og det var her, på denne mærkelige klippekyst, at Dali ville tage kimen til det, han havde lært i Paris og Madrid, og skab noget nyt - noget eminent "Dali-agtigt".

Senere i sit liv talte Dali ofte om sit ønske om at forvirre beskuerens øje med hyperrealistiske billeder, der formidler umulige og drømmeagtige scener . Men selv i denne relativt unge alder ønskede Dali at tvinge sine seere til at støde på noget ubeskriveligt, udefinerbart, ukendeligt. For at få os til at undre os, selv om det kun er et sekund, hvad er virkeligt?

For Dali er denne spørgsmålstegn ved og denne uvidenhed surrealismens kendetegn. For andre betyder det dog noget lidt andet.

En kort historie om den surrealistiske bevægelse

I dag leder ordet "surrealisme" sædvanligvis tankerne hen på de underligt fantastiske malerier af Dali eller Magritte, men det var ikke sådan bevægelsen begyndte.

Grundlæggeren af ​​surrealismen var ikke en kunstner. Han hed André Breton, og han var en forfatter og digter, der udgav "The First Manifesto of Surrealism" i Paris i 1924. Fra begyndelsen af ​​1920'erne og frem til Anden Verdenskrig dannede Breton og en gruppe forfattere, kunstnere og aktivister i Paris kerne af den surrealistiske bevægelse.

Som medlemmer af Dada-bevægelsen før dem, troede surrealisterne, at logisk tænkning var grundlaget for alle verdens problemer. Freuds opfindelse af psykoanalyse og dens vægt på det underbevidste, det drømmende sind, havde stor indflydelse på deres bestræbelser på at skabe kunst og litteratur ved hjælp af automatisk eller ubevidst indsats, snarere end logisk planlægning.

Alligevel var Breton ikke kun interesseret. i det kreative aspekt af surrealismen. Han ønskede også at bruge det som en politisk bevægelse, først ved at ændre den måde, folk så verden omkring dem på, og derefter ved at hjælpe de undertrykte med at rejse sig mod deres undertrykkere.

Dette førte til hyppige uenigheder inden for den surrealistiske bevægelse , da forskellige kunstnere og forfattere var knyttet til det kreative aspekt af surrealismen, men ikke det politiske aspekt.

Dali er en af ​​flere kunstnere, der til sidst tog afstand fra denne gruppe i Paris og i de følgende årtier, hans navn og berømmelse viste sig endnu mere strålende end bretonernes. I dag er han kendt som en af ​​de mest produktive surrealistiske kunstnere i historien.

Salvador Dalis malemetoder og materialer

Dali malede normalt på strakt lærred eller træpanel, selvom nogle af hans tidlige værker også var på pap. Han begyndte ofte med at dække sin overflade med en hvid baggrund (da nutidens kunstnere bruger hvid gesso til at prime lærredet), derefter malede han horisontlinjen, himlen og landskabet.

For hans vigtige karakterer og motiver, han tilføjede en meget detaljeret tegning i sort eller blå blyant over sit tomme landskab. Derefter brugte han små pensler og tilføjede små strøg oliemaling for at opnå et hyperrealistisk resultat. Gennem scanning af ultraviolet lys blev det også fastslået, at Dali (i hvert fald nogle gange) blandede sin oliemaling med et naturligt harpiksmateriale, såsom damar-harpiks, for at give hans maleri en ultraglat, meget flydende.

Dalis tidlige værker var påvirket af impressionisterne, såvel som realismen hos malere som Diego Velazquez og Picassos og Braques kubisme. Som mange andre kunstnere lærte Dali af sine samtidige og af den rige kunsthistorie i Europa.

Da han nåede sit sommerhus ved havet, var hans egen stil ved at opstå.

Salvador Dali var den første inspireret af Freuds skrifter om underbevidstheden. I modsætning til surrealisterne, der arbejdede med "automatiske" metoder eller brugte chancer til at skabe kunst, forsøgte Dali at opretholde en tilstand af drøm og illusion, mens han skabte sine hyperrealistiske malerier. Dali opfandt sin egen betegnelse for sin mentale gymnastik, som han kaldte "paranoid kritik."

Han brugte denne metode i de næste 50 år til at skabe surrealistiske landskaber, strippet ned til barske, tomme scener, med stærke skygger og fjerne horisonter. Han befolkede disse verdener med fuldt realiserede surrealistiske figurer, dyr og genstande, ligesom skuespillerne i en levende drøm, som man kun kan huske et øjeblik efter at være vågnet op.

Analyse af "The Persistence of Memory"

Da Dalis intention var at bruge sin kunst som et redskab for sin underbevidsthed, har vi al mulig grund til at analysere The Persistence of Memory gennem linsen af, hvem Dali er - hans oplevelser af livet, dets ønsker og dets frygt. Med dette i tankerne, lad os se på de 4 dele af dette maleri, der var vigtigst for Dali:

Landskabet

Med Middelhavets klare blå synlige fra vinduerne i hans hus og foden af ​​Serra de Rodes, der rejser sig bag ham, er det ingen overraskelse, at The Persistence of Memory byder på roligt vand og fremspringende klipper, der minder om hans nye hjem - disse særskilte klipper hjælper bestemt med at forbinde dette stykke med Dali selv på en meget personlig måde.

Klipper fundet i Salvador Dalis maleri, "The Persistence of Hukommelse."

Dali brugte dog primært dette landskab som baggrund og som et middel til at skabe et klart visuelt rum for den surrealistiske historie, der udspiller sig.

For landskabet selv, kun nogle få træk dukker op: et (tilsyneladende) dødt oliventræ, der vokser på en stor firkantet platform, og en anden platform længere væk, tættere på vandet. Oliventræet viser denne verdens hæmmede vækst og livløse natur, mens det tjener som en strukturel støtte til at understøtte en af ​​Dalis smeltende fob-ure midt i maleriet. /p>

De to platforme hjælper med at balancere kompositionen (et modspil til klipperne på højre side af maleriet) og giver en klar følelse af dybde i perspektivet uden at distrahere fra resten af ​​maleriet. Dali valgte ikke at bruge bygninger - eller naturlige eller organiske elementer - til at tilføje perspektiv, formentlig for at fremhæve den "livløse" og tomme natur af dette drømmeagtige sted.